torsdag den 25. juli 2013

Roti- Fladbrød

 Pakistansk tilbehør
 Chappati/Roti/ pakistansk fladbrød
Flere af de pakistanske retter skal spises med enten ris eller brød til. Når brød omtales, refereres der oftest til denne form, eller til naan.
Mange af disse kan anskaffes færdiglavet uden besvær og billigt fra diverse og næsten alle etniske forretninger. Hos de arabiske og tyrkiske skal man blot spørge efter fladbrød og naan er i dag så udbredte at de kan skaffes i næsten alle supermarkeder samt lokalforretninger.
Vælg altid fuldkorns udgaven, da den tilføjer et stabilt blodsukker og mæthed over længere tid.
Til de pakistanske hjemmelavede chappati skal der anvendes:
Ca. 300g mel (atta, der er rigtig chappati mel og som kan anskaffes hos pakistanske forretninger, kan blandes med den normale hvedemel for at gøre den lidt venligere mod maven)
Vand- start med 1 dl vand
-
Melet kommes i en stor skål. Herefter tilsættes der lidt vand og der æltes med hænderne. Tilsæt små mængder vand mens der æltes, til dejen får en fast konsistens. Den skal være fast, men ikke klistre.
Stil dejen i skålen, til side i ca. 15min. Herefter skal den æltes igen. Dog uden at der tilsættes mel. Tilsæt vand til hænderne og ælt dejen igen.
Rul dejen til små tennisbolde og rul dem ud enkeltvis på et mel drysset bord med en dej rulle/kagerulle, så de får en flad pandekage form.
En flad stegepande opvarmes. Ønskes det, kan der tilsættes en tsk. smør eller olie, men de kan sagtens laves uden.
Læg en pandekage på panden og vent til der kommer bobler i. Vend herefter pandekagen og pres dens kanter med et sammen foldet viskestykke.
Vend og gentag processen indtil pandekagen er fast og gennembagt. Det burde dog max tage to pres med viskestykket på hver side.
Serveres med diverse retter.
Disse chappati/ fladbrød, kan også laves i ovnen, der skal de dog ikke presses med et viskestykke, men blot vendes en enkel gang, når de har fået lidt farve.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar