tirsdag den 5. november 2013

Chokolade mess- lækker chokolade dessert

Chokolade eton mess- engelsk klassiker med et chokolade twist.

En mess med chokolade at Its Best. Dårlig humor men lækker dessert.

Til desserten skal der anvendes:
6 æggehvider
300 g hvidt sukker
2 spsk kakao
1 spsk eddike
100 g grofthakket mørk chokolade

2 spsk kakaopulver
5 dl piskefløde
200 g friske eller frosne, optøede hindbær eller brombær
4 spsk flormelis

-
Pisk æggehviderne langsomt i en skål indtil de begynder at skumme. Sæt derefter hastigheden op og pisk, indtil hviderne begynder at danne en blød top. Tilsæt sukkeret 1 spiseskefuld ad gangen, indtil massen er stiv og smukt skinnende.

Vend forsigtigt de resterende ingredienser i – kakao, eddike og grofthakket chokolade og læg marengsen i store skefulde på en bageplade belagt med bagepapir. Opvarm ovnen på 170 grader.
Sæt marengsene i ovnen, skru straks ned på 110 grader og bag i 1 time.
Sluk for ovnen, men lad marengsene køle helt af inde i ovnen, uden at åbne lågen. Man kan bage dem flere timer forinden eller også anvende færdiglavet marengs/ kys hvis det skal gå hurtigt.

En timestid inden servering blander du kakaopulveret med piskefløden, og sætter i køleskabet. På den måde får chokoladesmagen lov til at trænge ind og blive endnu mere intens. 
Imens blandes bærrene med flormelis og moses til en grov rå-syltetøj med en gaffel. Lige inden det skal serveres, piskes kakao-flødeskummet og der vendes flormelis i samt knuses marengsene let. Læg skiftevis marengs, kakaoskum og de rå-rørte bær i enten høje glas eller serveringsskåle, og top med en knust marengs og evt. lidt hakket chokolade. 

Velbekommen 

Serveres med det samme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar